Det er aldrig personligt

  • af

Når Milo, som er den store bagmand, arbejder, så er alt forretning, og man er rolig og venlig, så længe alt går, som det skal med forretningerne. Det er først, når det hele er kørt op i en spids, at man reagerer med voldsom vrede eller aggressivitet. Det er om at holde hovedet koldt og aldrig lade sig påvirke af, at det personligt, for det er forretning, og det er en nødvendighed for at kunne beholde ry, rygte og troværdighed.

Milo skal have sin gæld indfriet af Frank, som han egentlig nok godt kan lide, men som er kommet i uføre, og forretning er forretning, så han skruer bissen på, og Frank får en “kærlig” behandling” med elektrisk stød, fordi han flere gange ikke har overholdt det at betale gælden tilbage og har valgt at blive væk fra de “møder”, som der er aftalt med Milo. Noget, som ikke går ustraffet hen, og noget, som de fleste faktisk ikke ville turde gøre, for Milo er en hård hund, og hans to håndlangere er nogle barske drenge, som gør, hvad chefen forlanger, lige meget hvad det så end er.

Når alt holdes som forretning, så er det også let at være venlig og rolig og holde hovedet koldt, for intet er personligt, det er kun forretning, og så er der jo ingen grund til at hidse sig op, for det hele handler om, hvad der kan skrabes sammen af kroner og ører til at kunne handle videre. Gæld er noget, som vokser, og den vokser hurtigt, så der er ikke andet for end at få betalt det, man skylder.