Realismen i Pusher ramte som en lægtehammer. Det er umuligt ikke at nyde den historie, der udspiller sig. Træffer Frank en masse dumme valg? Helt sikkert ja, men det er bare en del af det at være menneske. Frank ønsker sig ikke en kedelig hverdag i en forstad, han er ikke typen, der bare slår sig til ro. Der er en uro indeni ham og et ønske om ikke at være bundet.
Et liv som hans kommer dog med en pris, og i Franks tilfælde tyder meget på, at prisen bliver alt for høj. Milo er ikke som arbejdsgivere er flest. Andre steder ville en reprimande, en samtale med ledelsen eller en fyreseddel være konsekvenserne af dine fejl, men Milo er gangster, og han er noget mere hårdkogt end standarden. I hvert fald for et lille land som Danmark.
Frank har fået en gæld. Den er stor, og den vokser sig bare større hele tiden. Her findes der ikke ågerrenter og gode betingelser for afbetalingsordninger.
Ikke kun er filmen sat fantastisk op visuelt med en realisme, der brænder igennem. Den viser, hvordan livet kan se ud for en gennemsnitlig pusher, der lige pludselig laver en fatal fejl. Men filmen ville ikke imponere på det alene, for skuespillerne er overbevisende i den film. Frank i nylon og med guldkæde, og hvor bilen er en BMW, Tonny som den vanekriminelle, der altid er på vej ind eller ud af fængslet, og Milo, der ligner det perfekte billede af en østeuropæisk gangster. Ja det er stereotypt, men ikke uden grund. For mennesker i denne verden har lige som alle andre deres egen stil.
For Danmark er mere end bare H.C. Andersen, forstadsliv, 8-16 jobs og ture i sommerhus. Der er en underverden, som er rå og brutal. Den er ikke i nærheden af de områder og mennesker, der findes i andre lande, men den findes også her.